Race report – Copenhagen Ironman 2013

Så gik drømmen i opfyldelse.

I forvejen havde jeg været lidt nervøs, da min fod havde gjort ondt og jeg ikke kunne løbetræne, endsige gå rigtigt på den, i det meste af to uger op til. Jeg havde fået tre shockwave behandlinger hos Steen Cortsen, og jeg havde en fornemmelse af at det havde hjulpet, men vidste det ikke da jeg ikke turde teste den. Jeg skulle jo til det race lige meget hvad! Målet var fuldstændigt klart og utvetydigt: Hawaii. -Alt andet var lige meget.

Starten gik fint og jeg fulgtes med Martin. Kroppen føltes skarp og der var fart på. Da jeg kom op ad vandet og så på uret blev jeg overrasket. Gik det virkeligt ikke stærkere? (svømmetid 1:02) At vi måtte svømme en del zig-zag gennem grupperne foran havde kostet på min teknik. Værre blev det da min pose i T1 var VÆK. Jeg tror jeg brugte 20-30 sek på at lede efter min pose, som i øvrigt kun indeholdt et par barer og geler (havde blot puttet dem i for at der skulle være lidt tyngde i posen), men det står jo i reglerne man skal putte sin dragt i posen… Naturligvis ret frustrerende og havde der været en skraldespand havde jeg smidt min dragt deri uden at tøve. Jeg fandt en official, fortalte ham min pose var væk og om jeg måtte give ham dragten. Den flinke mand sagde ja! 🙂

Jeg var videre, ud på cyklen hvor jeg brugte den første halve time på at indstille min cykelcomputer. Den var (selvfølgelig, Murphy’s lov) stået af fra morgenstunden for første gang nogensinde, og jeg havde været nødt til at lave et hard reset umiddelbart inden starten. Da jeg endelig fik den til at fungere kunne jeg se det gik stærkt. Rigtigt stærkt. Jeg holdt mine target watt på 290 og racede afsted i medvinden op ad Strandvejen. Ind igennem landet lå vi i læ, og ind mod KBH gik det ned jo ned ad bakke. Havde ikke nogle nævneværdige kriser undervejs. Fokus var på at arbejde mig fremad i placeringerne så der var noget at gi’ af på løbet. En begyndende hælspore havde afholdt mig fra at løbe i to uger og jeg vidste ikke om den ville springe op på løbet, derfor fik den gas på cyklen.

Kom ind i T2 som nr 3 i min AG (cykeltid 4:34). Vidste der var 6 slots og Jakob Schmidt og Søren Rørly Møller (som var GULD værd hele dagen) sagde der var 7 minutter at give af. Da foden og løbeformen var ubekendte og målet klart, var det bare at holde nr. 7 bag mig. Jeg skulle ikke risikere noget ved at satse, men løbe sikkert. Det blev til et helt roligt og faktisk ret komfortabelt marathon hvor jeg koncentrerede mig om at indtage masser af salt, vand og energi (ikke så meget Cola som sidst…;) ). I retrospekt kunne jeg godt have presset tempoet noget mere, men erfaringen fra Østrig lå stadig så stærkt i erindringen. I mål var der godt 2 min ned til nr. 7, så strategien havde været god nok. Det var fantastisk.

Nu glæder jeg mig til Kona d. 12. oktober!